Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Temaer
  3. Nedsat arbejdsevne
  4. Bisidder eller partsrepræsentant

Bisidder eller partsrepræsentant

Der er forskel på at være bisidder og partsrepræsentant, men ofte blandes de to begreber sammen. Det er vigtigt at afklare rollerne inden mødet med borgeren og dennes repræsentant.

Borgere, som er i kontakt med kommunen, har i mange tilfælde brug for rådgivning og hjælp til at varetage deres sager. Nogle borgere oplever det belastende og uoverskueligt at stå alene med egen sag, når de er til møde i rehabiliteringsteam, til afklaring, etc.

For at sikre en god dialog mellem borgeren og dig som jobcentermedarbejder, kan det være gavnligt med en bisidder eller partsrepræsentant til at støtte borgeren.

Der er forskel på at være bisidder og partsrepræsentant

Et godt råd til dig som medarbejder i jobcentret er derfor, at du tidligt i forløbet får forventningsafstemt og afklaret rollerne:

  • Er der tale om en bisidder eller en partsrepræsentant?
  • Afklar, hvilke beføjelser, der følger med rollen som henholdsvis bisidder og partsrepræsentant.
  • Husk tydelig journalisering i sager med partsrepræsentant.

Bisidder

En bisidders rolle er mere begrænset end partsrepræsentantens, og bisidderen kan både være:

  • en professionel
  • en ægtefælle
  • eller god ven.

Bisidderen kan deltage i møder og støtte borgeren i at få sagt tingene og forklare borgeren, hvad der bliver sagt.

Modsat partsrepræsentanten har bidsidderen ikke ret til at forhandle, drøfte eller træffe beslutninger på borgerens vegne.

Derudover kan bisidderens tilstedeværelse tjene som en god støtte, der gør, at borgen kan føle sig tryg i samtalen.

Partsrepræsentant

En partsrepræsentant har vidtgående muligheder for at varetage borgerens interesser, og det kan være såvel mundtligt som skriftligt. Forvaltningsloven giver bl.a. partsrepræsentanten ret til aktindsigt, og partsrepræsentanten kan fx deltage i møder, modtage post samt udtale og svare på vegne af borgeren.

Partshøring og afgørelser skal sendes til partsrepræsentanten, og ankefrister tæller først fra det øjeblik, hvor partsrepræsentanten har modtaget afgørelsen.

Ofte er partsrepræsentanten:

  • advokat
  • revisor
  • eller anden professionel aktør.

Du skal desuden være opmærksom på, om partsrepræsentanten har fuldmagt via sin stilling, hvilket eksempelvis advokater har. Ellers skal der udarbejdes en fuldmagt.

Afvisning af bisidder eller partsrepræsentant

En myndighed må ikke blande sig i borgens valg af bisidder eller partsrepræsentant. Det er kun, hvis der er meget tungtvejende grunde, at du som myndighedsperson må afvise en bisidder eller partsrepræsentant. Det kan være i tilfælde, hvor bisidderen eller partsrepræsentanten:

  • ikke er i stand til at varetage borgerens interesser
  • direkte tilsidesætter borgerens ønsker og interesser
  • optræder truende eller voldeligt over for kommunens ansatte.

Læs mere om bisidder og partsrepræsentation på ombudsmanden.dk

Du kan også få mere viden i Bekendtgørelse af forvaltningsloven §8 på retsinformation.dk

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Annette Juul Jensen

Virksomhedspraktik | Løntilskud | Fleksjob | Lønnede timer | Mentorområdet | Kontanthjælpsmodtagere +30 | Rehabilitering | Ressourceforløb
Tilgå Annette Juul Jensen på LinkedIn